Bolette in the U.S.: 3 måneder!

Wow. Det virker virkelig mærkeligt at der allerede er gået 3 måneder. Det er med blandede følelser. Jeg har dage hvor jeg længes hjem til alt det trygge. Hjem til mor og far som jeg kan snakke om alt og intet med. Ida jeg kan have det så sjovt med, at alle omkring os synes vi er de mest irriterende skabninger der nogensinde har betrådt jorden. Oskar som jeg kan lave alt med. Og mine elskede søskende.
At være så langt væk fra alt det vante, lærer mig virkelig at værdsætte hvad jeg har, og jeg forstår hvor utrolig priviligeret et liv jeg har. Hvor dejlige mennesker jeg omgiver mig med og hvor højt jeg værdsætter og elsker dem.
Som jeg sagde, er det dog også med blandede følelser. Jeg nyder virkelig high school livet. Jeg kan rigtig godt lide hvordan det amerikanske system fungerer. Jeg er også begyndt at føle mig hjemme på high school'en, og hver dag bliver broerne bygget stærkere mellem mine venner og jeg.
I sær Maddie og jeg er kommet utrlig tæt på hinanden. Hun har været en fantastisk og trofast lyttende og støttende person når tiderne har været ekstra svære. Jeg føler mig så utrolig heldig for at have mødt lige hende.
Jeg er træt af den dårlige vane jeg har erhvervet mig, med ofte at sammenligne mit ophold med andre udvekslingstudenters. Jeg ser Leonie i Arizona, og forbander at jeg er endt op i 'kedelige' East Tennessee uden bjerge og anden smuk natur. Jeg ærgrer mig over Camilla i Californien, Sarah i Florida. Misunder Emma som, ud fra billederne på facebook, har fået den mest fantastiske familie, som tager hende på masser af turer. Selvom jeg fortæller mig selv, at det ikke hjælper noget, at jeg burde være taknemlig for at være blevet placeret 'In The South' som jeg så brændende ønskede, så vil den dårlige vane desværre ikke blot forsvinde med det samme.
En af grundende er desværre nok, jeg vil ikke gå i personlige detaljer af respekt, at jeg til tider har det svært med min værtsfamilie. Min værtssøster snakker sjældent til mig, samtidig med at jeg har det en smule anstrengt med min værtsforældre. Jeg er ofte bange for at spørge dem, da de ofte svarer surt tilbage. Det er blandt andet derfor nogle af billederne længere nede, er i elendig kvalitet, da min mobil ikke virker. Min mobil vil ikke forbinde til wifi, så jeg har ikke haft mulighed for at sende bilederne. I stedet har jeg måttet tage et billede fra min computer af billedet på min mobil. Kompliceret? Ja! Men jeg ved at mor elsker billederne, og hvad gør man ikke for mor :) <3
Så lige nu lever jeg uden mobil. Jeg står i den svære beslutning om at købe en 5s'er eller den nye 6'er.
Nok om det.
Siden sidst har jeg selvfølgelig oplevet en masse! Det er faktisk ved at være så lang tid siden, at jeg har svært ved at huske præcist hvad!

Onsdag havde jeg den mest fantastiske oplevelse længe. I anledning af dagen for spastiske børn, var alle børn med et handicap blevet kørt til vores high school, for at de kunne deltage i The Buddy Walk, som går ud på at man hånd i hånd går rundt om fordbaldbanen og værdsætter at være til. Men inden da, blev vi, cross country holdet, hentet ud. Vi gik op på en vej lidt væk, der var politibiler overalt ved indgangen til stadium. Alle tilskuerne og børnene sad på tribunerne. Os 10 løbere blev placeret mellem to politibiler og fik instrukser på at følge efter når den startede. Olivia og jeg som aldrig havde prøvet det, var en smule spændte. Vi begyndte at løbe, bilen foran os tændte sirenen, og vi løb. Vi var cirka 500 meter fra stadium, da vi kunne høre den super højde lyd, nej lydE! Alle 30 politibiler havde dannet en lang linieformation ind mod stadium, som vi løb imellem. Sirenerne var SUPER høje, men det var så fedt og fantastisk. Jeg kan slet ikke beskrive det. Vi løb ind, og alle hujede og klappede som var vi OL-atleter. Det var virkelig en dag jeg aldrig vil glemme!

Mit elskede cross country kom til en ende, hvilket gjorde mig en smule trist. Blev taget ud allerede klokken 13. Vi havde et fantastisk sidste race hvor jeg sluttede med en tid på 23,23 minutter på 5 kilometer. I starten af året løb jeg samme distance på 32 minutter. Vi gik desværre ikke videre til State, men det var et fantastisk afslutningsløb. Gud hvor kommer jeg til at savne min lille cross familie. Heldigvis har nogle af os aftalt at løbe efter skole, for at holde os i form. Valget om at melde mit til cross country, har virkelig været et af de bedste valg jeg har foretaget herovre. Det har givet mig fantastiske oplevelser. Jeg har udfordret mig selv personligt, samtidig med at jeg har mødt fantastiske mennesker og fået nye skønne venskaber.

Lørdag var den store dag endelig oprundet for bandet, og de havde Bandmasters som er det største, indenfor deres 'bandkarriere'. Det var en hyggelig dag, med høj sol og hele 28+ grader. Jeg klagede skam ikke! Munford vandt heldigvis, så alt var godt. Derefter tog vi på Applebees, - det skal lige siges klokken var 02 om natten. Der blev vi så og spiste og 'fejrede' sejren. Må dog sige, at mit bord var en smule trætte så der blev spist og så var det hjem på hovedet i seng.

Søndag var jeg i ret dårligt humør og reflekterede meget over min situation og var tæt på at skrive til Judy. Næste morgen trøstede Maddie mig, og da jeg kom hjem fra skole havde min host mor købt græskar, og overraskede mig utrolig positivt med at vi rent faktisk havde planer. Vi tog hen til Aric og Wyatt's skole hvor der var et omrejsende Wild Life Show. Det var sødt, med to super energiske unge mennesker som fortalte om verdens truede dyrearter. De havde medbragt en kænguru som vi fik taget billede med!

Hele ugen havde jeg ikke cross country, så jeg tog direkte hjem efter skole alle dage, hvilket var rart, men samtidig savnede jeg mit cross country.

Vi fik report cards om torsdagen. Jeg var meget tilfreds med mit som havde 6 A'er og 2 B'er derpå! Men var der ros fra host mom? nej, kun et tvært blik derpå, jaja, jeg var glad. :)

Fredag var det endelig Halloween som jeg havde set utrolig meget frem til!
Jeg lånte Tyra's gamle kostume, som var Super Girl. Vi kørte til den nærliggende lille by Atoka, til Safe Night Out. Her var der forskellige spil, et såkaldt 'Haunted House' man gik igennem. Men de delte altså blot slik ud, ikke noget uhyggeligt haha.
Det var så helt igennem koldt, utroligt taget i betragtning med forrige weekend.
Da vi kom hjem derfra, tog Andrew, Josh og jeg ud og trick'n'treatede i nabokvarteret. Vi fik masser af slik, og skabt masser af glæde hos alle de ventende naboer som ingen andre end os, havde haft besøg af.

Tidligt næste morgen lørdag kørte vi mod Chattanooga som er 6 timers kørsel væk. Vi skulle overvære Lizabeths sidste konkurrence med bandet. Vi checkede ind på hotellet ved en 13 tiden, spiste frokost og kørte så hen mod stadion. Det var omkring 10 grader og bidende koldt. Havde 3 par bukser, 2 par strømper, 5 trøjer + vinterjakke, handsker og halstørklæde + tykke tæpper på. Alligevel frøs jeg sindsygt meget. Vi sad stille i mere end 6 timer. Det var forfærdeligt, puha. Munford fik virkelig overraskende kun 2 plads, så stemningen var en smule trykket for mine to værtsforældre af bandentusiaster at være. Vi kom tilbage til hotellet og fik varmet det godt op, og gik i seng. Tyra fyldte dog hele sengen og tog dynen så det var lettere anstrengende ;)

Næste morgen spiste vi kæmpe amerikansk morgenmadsbuffet, mums! Vi kørte derefter til Rock City, endelig noget natur!!! Bjerge mor!!
Vi kørte højt op og havde så den mest fantastiske udsigt. Det var utrolig smukt med de træbeklædte bjergsider, som var ved at skifte til efterårsfarver.

Vi skiftede i går til vintertid, så nu bliver det allerede mørkt klokken 17. Suk.

I de kommende uger kommer der masser af aktiviter med Judy, som jeg glæder mig utroligt til!
På lørdag kommer der studenter fra Chattanooga, pudsigt, og vi skal se Memphis. To overnatter hos mig om lørdagen.

Jeg har fået bestilt plads på turen til New Orleans, så i Thanksgiving ferien, som forresten allerede er om 3 uger, skal jeg derned. Glæder mig rigtig meget!

Tak til mine fantastiske og elskede farmor og farfar at sende det søde brev til mig, det betyder virkelig meget. Der er bare noget specielt over at modtage et brev eller en pakke. Siger det bare forældre. En ->PAKKE<- ville ikke skade ;) :*

Langt og opsummerende oplæg herfra. Jeg håber som altid I alle har det helt fantastisk. Elsker jer.