Bolette in the U.S.: Track

Jeg har også valgt at dedikere et indlæg vedrørende track.

Track var en stor del af min hverdag fra midten af Februar indtil midten af Maj. Mange af mine venner og veninder fra Cross Country var på trackholdet, og det var egentlig dét og at Coach Walters som gjorde at valget faldt på track. Jeg havde nemlig overvejet en del om jeg skulle spille tennis i stedet. Jeg er dog glad for at jeg valgte track, da det trak mig ud af min comfort zone, samtidig med jeg lærte psykisk og fysisk at presse mig selv. Teamet var meget større, det vil sige masser af socializing.

Track er opdelt i tre sektioner; sprint, langdistance og field events såsom tre-spring, diskus kast, højspring. Jeg løb jo lang distance gennem cross country, så jeg valgte bare at blive ved det. Walters besluttede dog at sætte mig til at løbe 800m og 400m. Hvilket er set som middistance, hvilket jeg var meget godt tilfreds med. Selvom mange siger at 800m er den sværeste fordi det nærmest en langsom sprint to laps. Men jeg synes nu altså dem som løb 2 miles, 8 laps, må have haft det værre, puha.

Men jeg klarede mig ok godt, min tid for 400’eren var 1:11 og 800 var 2:52, hvilket var lige så hurtigt, hvis ikke hurtigere end næsten alle de andre pigers.

I februar var det for koldt til at være udenfor, så vi løb indenfor i gymnastiksalen i stedet, men da vejret varmede op flyttede træningen udenfor på vores track. Vores track var elendig da det var asfalt, hvorimod nærmest alle andre skolers track var af gummi. Derfor var udfaldet at alle endte op med shin splints. Og det er virkelig ikke sjovt!

Jeg kan huske hvor sygt nervøs jeg var før mit første race, man liner jo op ved start og de hæver pistolen og når man hører skuddet stopper ens hjerte altså et øjeblik.

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg hadede ventetiden op til mine events, jeg kunne ikke samle mig om noget, sad bare og ventede på at få det overstået. Men følelsen bagefter ens race, når alle er glade og endnu en placering, er virkelig det bedste. Jeg vil savne de tider efter vores races helt vildt.

Jeg har aldrig i mit liv vundet en medalje før, men nu har jeg jo en hel lille samling.

Coach Ivie som var sprint coachen er en ældre mand på 60, som var en fatastisk atlet da han var yngre. Han er utrolig respekteret og virkelig bare en elskværdig mand. Og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Han kaldte mig altid Denmark i starten, og snakkede i ét væk om at hvis jeg havde en kæreste hjemme i Danmark, skule jeg rejse hjem og slå ham i armlægning, og at løbe osv. Osv. Haha. Men ham og Coach walters forgudede mig virkelig.

Før ét af vores relay løb (4 løbere, og de giver den lille stav til den næste i rækken) kommer Ivie over, jeg hørte det slet ikke da jeg altid er så nervøs haha, men de andre fortalte mig at han havde råbt for at ønske mig held og lykke og at jeg nu skulle klare det flot. Men han sagde ikke ét ord til nogen af de tre andre piger fra holdet. Det blev de ret pissed over, hvilket jeg godt forstår. Og da vi var færdige og steg på bussen ønskede han også mig tillykke med første pladsen selvom vi jo var 4 om at vinde den. Men ja jeg elsker mine coaches som I kan høre haha.

Men Cross Country og Track har været fantastiske beslutninger jeg har taget herovre. Jeg har lært utroligt meget om mig selv, jeg kom i fantastisk form, fik venskaber for livet og har været medvirkende til at gøre dette år helt uforglemmeligt.